Et synstab er en krise

nd til øjenundersøgelse stirrer ind i apparat
Få teksten læst op

Afspilningshastighed:

Stress. Vrede. Sorg. Håb. Accept. Der er mange følelser i spil, når et synstab sætter ind. 

Synet er så vigtig en del af vores krop og sanser, at dét at miste noget af sit syn sætter gang i stærke reaktioner. Så stærke, at der for mange er tale om en livskrise.

Krop og sind i ubalance

En vigtig ting at vide er, at selve kroppen bliver stresset, fordi den nu skal finde ud af at leve med, at en del af kroppen ikke fungerer som før. Og en stresset krop betyder lavere immunforsvar og andre dårligdomme. Oveni købet er dårlig søvn og ændret appetit typiske reaktioner på at have fået konstateret synstab.

Psykisk er der også voldsomme tanker. Mange spørger ’Hvorfor mig?’, og frygten for hvad synstabet kommer til at betyde i hverdagen kan give både sorgfulde følelser, angstsymptomer og koncentrationsbesvær.

Krisen kan have flere faser og tager ofte ved alvorligt synstab et par år at gennemleve.

Accepten af at have brug for hjælp

Der er et stort erkendelsesarbejde i et synstab. For mange kan det tage lang tid, og det kan betyde, at man ikke beder om hjælp. Og netop at bede om hjælp er første skridt mod en bedre hverdag.

Mange kæmper med at overkomme en stolthed ’Jeg vil klare mig selv, selv kunne bevæge mig ud i trafikken, lave mad og tage flot tøj på.’ Når det så ikke lykkes at gøre ting selv, opgiver mange, og det kan resultere i isolation. Det er ærgerligt.

Gode råd til at modarbejde isolation

Vær sammen med familie og venner og gør en indsats for at komme ud af hjemmet. 

Tal åbent om din øjensygdom. Hvad tænker og føler du? Det hjælper gerne at lufte de dystre tanker.

Lær at bede om hjælp 

Det er et samspil, når hjælp modtages og gives. Et samspil mellem den, der har brug for hjælp, og den, der gerne vil hjælpe. Det er derfor vigtigt at finde den rette balance og lave nogle klare aftaler.

Vigtigst er at få aftalt, hvilke situationer du gerne vil hjælpes i, og dernæst aftale, hvordan du vil give tegn til, at ’Nu vil jeg gerne hjælpes’.

Du kan også få hjælp af en person, der selv kæmper eller har kæmpet med et synstab:

Ring til Synslinjen på 4580 0010
https://synslinjen.dk/