Afspilningshastighed:
Hvad er hornhindebetændelse?
Hornhindebetændelse er en betændelse i øjets hornhinde. Sygdommen benævnes også keratitis. Den kan enten være bakteriel hos for eksempel kontaktlinsebærere eller skyldes en virusinfektion.
Hornhindebetændelse kan også opstå i kølvandet på andre øjensygdomme, som for eksempel akut grøn stær, slimhindebetændelse og regnbuehindebetændelse.
Har jeg hornhindebetændelse?
Oplever du uklarheder, der breder sig, og rødme i øjet, er der stor sandsynlighed for, at du har hornhindebetændelse.
Typiske symptomer: Hvad er tegn på hornhindebetændelse?
- Følelsen af at have fået noget i øjet.
- Hurtigt opstået rødt øje.
- Irritation ved stærkt lys.
- Smerter i øjet og sløret syn.
- Du kan også opleve tåreflod.
Kan hornhindebetændelse gøre mig blind?
Du bliver ikke blind af hornhindebetændelse, men ubehandlet kan øjensygdommen føre til et stort synstab.
Hvordan behandles hornhindebetændelse?
Hornhindebetændelse med den bakterielle infektion behandles med antibiotikaholdige øjendråber.
Hornhindebetændelse med for eksempel herpesvirus behandles med antiviral øjensalve.
Kan jeg forebygge hornhindebetændelse?
Bruger du kontaktlinser, kan du forebygge bakteriel hornhindebetændelse med et øget fokus på hygiejne, når du tager kontaktlinser i og ud: Vask hænderne grundigt. Følg instrukserne for brug af kontaktlinsevæske, og sørg for, at kontaktlinsebeholderen er ren og udskiftes jævnligt.
Links til mere om hornhindebetændelse
Få fakta om hornhinden og hornhindens sygdomme (åbner i nyt vindue på øjenforeningen.dk)