Afspilningshastighed:
Hvad er hornhindeskade?
Hornhindeskade er, som navnet indikerer, en skade på hornhinden. Hornhindeskade kaldes også Abrasio cornea.
Det er ret almindeligt forekommende, da årsagen er at have fået noget i øjet: Det kan både være svirpende grene, en negl der ridser øjet, uhensigtsmæssig håndtering af kontaktlinser eller stærkt lys i øjet, for eksempel ved svejsning eller i solarier.
Hornhindeskade betegnes også abrasio corneae.
Har jeg hornhindeskade?
Du er ikke i tvivl, hvis du har hornhindeskade, da du formentlig har fået noget i øjet og efterfølgende oplever stærke smerter.
Typiske symptomer: Hvad er tegn på hornhindeskade?
- Rødme i øjet.
- Lysskyhed.
- Øjet løber i vand.
- Stærke smerter.
Kan hornhindeskade gøre mig blind?
Hornhindeskade giver meget sjældent et decideret synstab. Dog kan dybe rifter give ar på hornhinden og resultere i nedsat syn.
Hvordan behandles hornhindeskade?
Først og fremmest heler de fleste skader på hornhinden hurtigt. Derfor vil behandlingen ofte bestå af smertestillende piller og eventuelt antibiotisk salve, måske suppleret med en klap for øjet, der sikrer ro i øjet.
Hvis du bruger kontaktlinser, skal du holde en pause, indtil såret er helet op igen.
Kan jeg forebygge hornhindeskade?
Bruger du kontaktlinser, kan du forebygge hornhindeskade ved at følge generelle hygiejneråd: Vask hænderne grundigt. Både når du tager kontaktlinser i og ud. Men husk også at følge vejledningen for brug af kontaktlinsevæske og rengøring af kontaktlinsebeholderen.
Brug beskyttelsesbriller, hvis du for eksempel skal svejse eller arbejde med andre gnistrende ting.
Links til mere om hornhindeskade
Læs mere hornhindeskade (åbner i nyt vindue på øjenforeningen.dk)
Læs om afskrabning af hornhinden (åbner i nyt vindue på sundhed.dk)