Kørekort: Hvad skal jeg vide som senior med synstab?

Der er flere ting, du skal vide, når du nærmer dig 70 år og måske ovenikøbet ser dårligere.

Ældre kvinde sidder bag rattet i bil og kigger undersøgende på instrumentbrættet
Få teksten læst op

Afspilningshastighed:

Det gælder for de fleste, der nærmer sig 70 år, at kørekortet skal fornys.

Reglerne gælder for kørekort til bil, motorcykel, traktor og knallert. Det vil sige køretøjer i gruppe 1.

Hvornår skal kørekort fornys?

Det er udstedelsesdatoen – og ikke din fødselsdato – der afgør, hvornår dit kørekort skal fornys.

Hvis det er mere end tre år siden, dit kørekort udløb, skal du normalt aflægge og bestå en kontrollerende køreprøve (teoriprøve og praktisk prøve), inden du kan få udstedt et nyt kørekort

Kørekortet udstedt efter 19. januar 2013 skal fornys efter 15 år uanset alder.

Kørekort udstedt før 19. januar 2013 er normalt gyldigt, indtil du fylder 70 år, og skal derefter fornys. Dog kan gyldighedsperioden være kortere afhængigt af dit helbred.

For de fleste seniorer gælder derfor, at kørekortet skal fornys første gang, når de fylder 70 år.

Når kørekortet bliver fornyet, vil det gælde i 15 år. Det vil sige, til du er 85 år.

Uanset hvornår dit kørekort er udstedt, er det altid udstedelsesdatoen på kortet, du skal rette dig efter.

Hvad med kørekortet, når jeg ser dårligere?

Tag en snak med din optiker for i første omgang at få en vurdering af, om dit nedsatte syn kan klares med en særlig brille til natkørsel eller særlige solbriller til det skarpe lys.
Der er særlige regler for, hvornår et synstab er så grelt, at man ikke længere må køre bil. Kravene lyder:

  • En synstyrke på 0,5 med begge øje (gerne med briller på).
  • Synsfeltet til siderne skal være mindst 50 procent.
  • Synsfeltet op og ned skal være mindst 20 procent.
  • Samsyn – det vil sige, at du skal ikke se dobbelt.

Kravene kan være svære helt at forholde sig til men vil blive afgjort af en almindelig synsprøve, hvor du for eksempel testes i at se store og små bogstaver.

Læs mere om synskrav til kørekort (åbner i nyt vindue på netdoktor.dk)

Må jeg køre bil, hvis jeg er syg?

Hvis du er syg – for eksempel har diabetes eller anden sygdom – kan det påvirke din evne til at køre bil. Så kan gyldigheden for dit kørekort være kortere.

Du bør spørge din læge, om du må køre bil, hvis du føler dig syg eller træt. Lægen kan anbefale en vejledende helbredsmæssig køretest eller en særlig indretning af din bil.

Lægen kan også udstede et “lægeligt kørselsforbud”, hvis du ikke kan køre bil forsvarligt på grund af dit helbred.

Medicin kan påvirke din kørsel. Du skal især passe på, hvis du tager sovemedicin, smertestillende eller beroligende medicin. 

Hvornår skal jeg stoppe med at køre bil?

Måske kan du selv fornemme, at det er på tide at overveje at stoppe med at køre bil. Det kan også være, at din familie er bekymret og mener, at det er på tide, at du stopper.

Politiet eller din egen læge kan bede dig om at gå til en vejledende helbredsmæssig køretest. Du skal selv bestille en tid til testen hos en kørelærer. Læs mere om vejledende helbredsmæssig køretest (åbner i et nyt vindue på Færdselsstyrelsens hjemmeside)

Du bør overveje at stoppe med at køre bil, hvis:

  • Du er syg og træt.
  • Du har problemer med koncentrationsevnen.
  • Du har problemer med hukommelsen og ikke kan huske kørselsanvisninger.
  • Du føler dig usikker, når du kører bil.
  • Du tager medicin, som påvirker din kørsel.
  • Lægen giver dig et lægeligt kørselsforbud.
  • Køretesten viser, at det ikke længere er forsvarligt, at du kører bil.
  • Andre ikke vil længere tør køre med dig.

Hvor bestiller jeg nyt kørekort?

Du kan bestille et nyt kørekort hos Borgerservice i din kommune. Huske dit gamle kørekort, et pasbillede og dit sundhedskort (sygesikringsbevis).

Der er ikke krav om lægeattest, når du søger om fornyelse af almindeligt kørekort, med mindre dit kørekort tidligere har været tidsbegrænset af helbredsmæssige årsager.

Læs mere om fornyelse af kørekort på borger.dk (åbner i nyt vindue)

Læs mere på Færdselsstyrelses hjemmeside (åbner i nyt vindue)

Læs også på fagligsenior.dk: Supersmart app: Spar penge, mens du kører bil (åbner i nyt vindue)