Apps kan gøre ferien lettere for dig med nedsat syn

Telefonen kan hjælpe dig med at finde vej, læse skilte og få mere tryghed på rejsen.

Få teksten læst op

Afspilningshastighed:

Har du udfordringer, hvis du skal på ferie? For eksempel: Hvordan finder jeg vej? Hvordan læser jeg skilte, menukort eller information i lufthavnen eller på banegården? 

Din mobiltelefon kan være en god hjælp.  

I dag findes der en række apps, som kan gøre ferien både lettere og mere tryg. Nogle hjælper med at finde vej. Andre kan læse tekst højt eller beskrive omgivelserne. Mange af disse apps er gratis.  

Det er en god idé at afprøve en app hjemmefra. Så finder du ud af, hvordan den fungerer, og det bliver lettere at bruge den på ferien. 

Få hjælp direkte på telefonen 

Appen Be My Eyes forbinder dig med seende frivillige via videoopkald. Hvis du er i tvivl om et skilt, en billet eller en dør, kan en frivillig hjælpe dig direkte gennem telefonens kamera. 

Seeing AI er en anden populær app. Den bruger kunstig intelligens til at beskrive verden omkring dig. Appen kan blandt andet læse tekst højt, genkende produkter, beskrive personer og fortælle om omgivelserne. 

Mange bruger også Google Maps med lydnavigation, når de går rundt i nye byer. Her får du stemmevejledning om retning, afstand og sving undervejs. 

Her er apps, der er udviklet til dig med synsnedsættelse 

BlindSquare fortæller for eksempel om butikker, veje og steder omkring dig. Det kan give større tryghed, når du færdes i ukendte områder. Den kan også samarbejde med Google Maps og Apple Maps, så du får mere præcis navigation til fods. Mange bruger den på storbyferier. 

Det samme gælder Cash Reader, som genkender pengesedler fra mange lande og fortæller, hvilken pengeseddel du holder i hånden. 

Her er flere apps, som kan være nyttige 

  • Soundscape. Denne app bruger 3D-lyd til at fortælle, hvad der er omkring dig. Du kan høre, om en butik, park eller vej ligger til højre eller venstre. Det kan give større tryghed, når du går rundt i nye omgivelser.  
  • NaviLens bruger særlige farvede koder, som kameraet på telefonen kan læse på lang afstand. Appen bruges blandt andet i metroer og på stationer i flere lande og kan hjælpe med at finde perroner, udgange og stoppesteder.  
  • Voice Dream Scanner er god på rejser, hvis du skal læse menukort, brochurer, skilte eller dokumenter. Du tager blot et billede, og appen læser teksten højt.  
  • TripIt er en praktisk app til at samle flybilletter, hotelbookinger og rejseplaner ét sted. Den kan gøre det lettere at holde styr på rejsen uden at skulle lede i mails.  
  • Med TapTapSee tager du et billede af en genstand, og appen fortæller, hvad det er. Det kan være nyttigt på hotelværelset, i lufthavne eller i butikker.  
  • Ariadne GPS fortæller præcist, hvor du er, og hvilke gader og steder der ligger omkring dig. Du kan også gemme egne steder, for eksempel hotellet, en metrostation eller en restaurant.  

 

Her er et overblik over de nyttige apps, og der findes mange flere 

Til navigation: 

  • BlindSquare  

  • Google Maps med lydnavigation  

  • Soundscape  

  • NaviLens  

  • Ariadne GPS 

Til læsning og hjælp: 

  • Seeing AI  

  • Be My Eyes  

  • Voice Dream Scanner  

  • TapTapSee  

Til praktiske ting på rejsen: 

  • Cash Reader  

  • TripIt 

Emner: