Sådan kan du få hjælp til et stemmestyret hjem

Edis Adilovic er konsulent hos SUB i Slagelse. Han rådgiver stærkt svagtseende og blinde om brugen af kunstig intelligens (AI).

Få teksten læst op

Afspilningshastighed:

”Kunstig intelligens giver mange muligheder for blinde og svagtseende. Det kan måske virke lidt skræmmende, men du skal ikke være bange, for AI kan lette din hverdag markant,” siger Edis. 

Han ved, hvad han taler om. Han er selv synshandicappet.  

”Jeg bruger AI på jobbet og hjemme. Det betyder meget for mig, at min hverdag er indrettet sådan, at mit synhandicap hæmmer mig mindst muligt. Jeg vil så vidt mulig kunne det samme som andre, og AI hjælper mig med det.” 

Bestil varer ved hjælp af stemmen 

Her er et eksempel på, hvad du kan bruge AI til: Du skal købe ind til den næste uge. På din telefon, Ipad eller pc kan du tale og fortælle, hvilke retter du vil lave og få forslag til de varer, du skal bruge. Dernæst kan du bede om at få lagt varerne i din indkøbskurv, der, hvor du kan bestille varer hjem.  

”Efterhånden, som du bruger funktionerne, kan du udbygge dem, så de bliver endnu smartere, for AI kan nemlig huske, hvad du har foretaget dig tidligere,” siger Edis Adilovic. 

Du kan få hjælp af en konsulent 

Er du synshandicappet, kan du få rådgivning og hjælp hos en synsrådgivning.  

”Mange er usikre på, hvilke muligheder AI kan give, hvad man skal have, hvordan det skal installeres, og hvad det koster. Det rådgiver jeg om.” 

Hvis du er i målgruppen, får du både undervisning og hjælp til opsætning hjemme hos dig. Tilskudsreglerne afhænger blandt andet af dit synshandicap og udstyret,” siger Edis, der understreger, at han udelukkende kender til synsrådgivningen i Slagelse og derfor ikke ved, hvordan andre synsrådgivninger arbejder med AI.   

”Du kommer ind til os for at afprøve det, du eventuelt skal have. På den måde kan du se mulighederne og blive fortrolig med det nye. Så kan du lære, hvad det nye udstyr kan, og hvordan du kan bruge det.” 

”Næste skridt er, at vi kan komme ud og sætte udstyret op i hjemmet, hvis der er behov for det.” 

Få hjælp hos en synsrådgivning  

Edis Adilovic anbefaler, at du kontakter en synsrådgivning for at høre mere om kunstig intelligens og dine muligheder for at få hjælp.  

Her er en oversigt over synsrådgivninger.

Læs mere om stemmestyret hjem her.