Gennembrud i behandlingen af tør AMD

Et nyt lægemiddel mod tør AMD er blevet godkendt i USA. Aldrig før har patienter med øjensygdommen haft mulighed for behandling med medicin.

Det har ikke tidligere været muligt at behandle øjensygdommen tør AMD med et lægemiddel.

Men nu er der gode nyheder fra USA.

Her er lægemidlet Syfovre blevet godkendt af de amerikanske sundhedsmyndigheder til behandling.

Og lægemidlet er den første af sin art i verden mod tør AMD, der er blevet godkendt.

Det skriver Øjenforeningen.

Hvad er tør AMD?

AMD er den øjensygdom, der er mest udbredt i vesten. AMD er aldersbetinget.

Sygdommen kaldes ofte for alderspletter eller øjenforkalkning, fordi sygdommen ses af optikeren eller øjenlægen som karakteristiske pletter på nethinden.

AMD er en sygdom i nethindens centrale del, også kaldet Macula. Deraf forkortelsen AMD for Aldersbetinget Macula Degeneration. Sygdommen påvirker altså vores centrale syn i forskellig grad og forringer dermed det skarpe syn/læsesynet, som også er der, vi opfatter farver og de fine detaljer i dét, vi ser direkte på

Tør AMD er den hyppigste og den mindst farlige type.

Sygdommen udvikler sig langsomt, og de fleste AMD-patienter lærer at leve med sygdommen med forskellige hjælpemidler. Men våd AMD resulterer for nogle i læseblindhed.

Det betyder, at der skal kraftige hjælpemidler til for at se nok.

Det siger dansk professor om lægemidlet 

Øjenforeningen har talt med professor og overlæge Michael Larsen fra Rigshospitalets Afdeling for Øjensygdomme om det amerikanske lægemiddel.

Og han påpeger en svaghed ved Syfovre.

“Der er ikke vist nogen effekt på synsstyrken, men der er vist effekt på størrelsen af de visne pletter på nethinden,” lyder det fra professoren og overlægen.

Han understreger dog samtidig sin glæde ved, at der nu sker noget i udviklingen af behandlingen af tør AMD.

Den foreløbige pris på behandlingen i USA er på omkring 20.000 kroner for én injektion, lyder det.

Ifølge Michael Larsen er der gode udsigter til, at Syfovre bliver godkendt som lægemiddel i hele Europa.

Emner: