Hvor ofte skal jeg skifte briller?

Dine briller har ikke en udløbsdato. Du behøver derfor ikke købe nye efter et bestemt antal år. Men dit syn kan ændre sig, og så kan det være tid til nye glas.

Få teksten læst op

Afspilningshastighed:

Måske har du haft de samme briller i 5 år og ser stadig fint med dem. Eller måske er dine briller kun 2 år gamle, men bogstaverne i avisen er begyndt at flyde sammen. 

Der findes ikke en fast regel om, hvor ofte du skal skifte briller. Det afhænger først og fremmest af dit syn. Husk dog, at briller slides ligesom alt andet.  

Det kan være en god idé at få kontrolleret synet cirka hvert andet år. Har du en øjensygdom eller problemer med synet, kan du have brug for at blive undersøgt oftere. 

Husk, at du godt kan have brug for at få undersøgt synet, uden at du behøver købe nye briller. 

Reager, hvis dit syn ændrer sig 

Ud over en regelmæssig undersøgelse af synet bør du bestille en synstest, hvis 

  • du ser mere uskarpt end tidligere 
  • det er blevet sværere at læse 
  • du har brug for mere lys 
  • du får hovedpine eller bliver træt i øjnene 
  • du har svært ved at skifte mellem at se på kort og lang afstand 
  • du ser dårligere i mørke 
  • du oplever, at det ene øje ser dårligere end det andet 

Det betyder ikke nødvendigvis, at du skal have nye briller. Problemet kan også skyldes noget andet, for eksempel en øjensygdom.  

Hvis dit syn pludselig bliver dårligere, skal du straks kontakte en læge eller øjenlæge. Det kan være tegn på en alvorlig øjensygdom, som kræver hurtig behandling. 

Nye briller er ikke altid løsningen 

Hvis du begynder at se dårligere, tænker du måske, at du skal have stærkere briller. 

Men sådan er det ikke altid. 

Grå stær kan for eksempel gøre synet uklart og give problemer med blænding. AMD kan påvirke det centrale syn, mens grøn stær kan skade synsfeltet. 

Derfor er det vigtigt at finde årsagen til et ændret syn – og ikke bare købe stærkere briller. 

Måske kan du beholde de gamle briller 

En synstest kan vise, at styrken har ændret sig en smule. Det betyder ikke nødvendigvis, at du straks skal købe nye briller. 

Spørg optikeren, hvor meget styrken har ændret sig, og om nye glas vil gøre en forskel i din hverdag. 

Hvis du stadig ser godt og er tilfreds med dine briller, kan du måske fortsætte med dem. 

Mange har flere par briller til forskellige behov. Det er vigtigt, at du ser godt med dem alle. 

Brillerne kan også blive slidt 

Selv om styrken stadig passer, kan brillerne trænge til at blive skiftet. 

Ridser og skader på glassene kan gøre det sværere at se klart. Stellet kan også blive skævt, så glassene ikke længere sidder rigtigt foran øjnene. 

Nogle gange kan optikeren rette stellet eller skifte enkelte dele. Så behøver du ikke nødvendigvis købe et helt nyt par. 

Få synet undersøgt – også når brillerne virker 

En synstest handler ikke kun om at finde den rigtige brillestyrke. 

Når du bliver ældre, stiger risikoen for flere øjensygdomme. Derfor er det en god vane at få øjnene undersøgt regelmæssigt – også selv om du synes, at dine gamle briller fungerer fint. 

Kort fortalt 

  • Du behøver ikke skifte briller efter et bestemt antal år 
  • Få synet undersøgt cirka hvert andet år – eller oftere, hvis det bliver anbefalet 
  • Få synet undersøgt, hvis du begynder at se dårligere. Hvis dit syn pludselig ændrer sig, skal du straks kontakte en læge eller øjenlæge 
  • Er du meget afhængig af dine briller, er det en god idé at have et ekstra par, hvis uheldet skulle være ude 

Husk: En ændring i synet betyder ikke altid, at du bare skal have stærkere briller.