Gode råd til at færdes sikkert i trafikken

Uanset, om du fodgænger, cyklist, bilist eller bruger de offentlige transportmidler, er synet helt afgørende for, at du kan færdes sikkert

Kørsel i mørke set inde fra en bil
Få teksten læst op

Afspilningshastighed:

Her er generelle og gode råd til at færdes i trafikken, når du ser dårligt 

  • Sørg for, at dine briller eller kontaktlinser passer til dit nuværende syn. Hvis du ser dårligt, bør du gå til optikeren og få tjekket, om du skal have nye briller eller kontaktlinser. 
  • Tag af sted uden for myldretiderne, hvis det er muligt. Så er antallet af øvrige trafikanter mindre. 
  • Undgå at færdes i trafikken om aftenen, hvis det er muligt. Vores nattesyn bliver dårligere med årene. 

Som fodgænger, cyklist og ved kørsel med offentlig transport

  • Har du mørkt tøj på, så brug refleksbånd eller –vest. På den måde er du synlig for andre, og det mindsker din risiko for at blive kørt ned. 
  • Gå eller kør altid over vejen ved lyssignaler og fodgængerfelter. 
  • Hvis lyssignalet snart vil skifte, så vent til det næste grønt.  
  • Kniber det med at se vejskilte eller tider på afgangstavlen? Tag et billede med din smartphone og zoom ind. 
  • Aftal at følges med en anden, så I kan hjælpes ad med at færdes sikkert.  
  • Skal du gå eller cykle på skovstier og lignende, har du behov for et ordentligt lys på cyklen, der lyser skråt nedad på stien foran dig.  

Som bilist

  • Især mørke, regnvejr og solskin kan være en udfordring for dig som bilist. Hvis det er muligt, så bliv hjemme, når det for eksempel både regner og er mørkt.   
  • Måske kan særlige briller, solbriller og/eller kontaktlinser gøre din kørsel mere sikker. Få vejledning hos din optiker.
  • Har du alvorlige udfordringer, når du kører bil? Så bør du få tjekket reglerne for, om du fortsat kan bevare dit kørekort. Det kan du gøre her

Hvad sker der med vores øjne, når det er mørkt?

Vores øjne er helt fantastiske til at tilpasse sig omgivelserne. Det betyder, at vi kan se godt i forskelligt lys. Øjet har 2 slags sanseceller til dette. De hedder stave og tapper. Stavene bruger vi i mørke, og tapperne bruger vi i det skarpe lys og til farverne. 

Når vi bliver ældre, tager det længere tid for sansecellerne at omstille sig fra lys til mørke. Derfor bliver vi også lettere blændet af modkørende bilisters skarpe forlygter og ved kraftigt lys i byerne og fra trafiksignaler.