Hvor længe kan jeg blive ved med at køre bil?

Det kan være svært at give slip på kørekortet, men din og andres sikkerhed kommer altid først.

Få teksten læst op

Afspilningshastighed:

Mange seniorer har kørt bil i en årrække. Det giver stor frihed og mulighed for at komme omkring. 
 
Når du fylder 70 år, skal du selv sørge for at få fornyet dit kørekort. Du får ikke automatisk besked. Du skal bestille tid hos Borgerservice. 
 
Når du møder op i Borgerservice til aftalte tid, så husk at medbringe:  

  • Dit gamle kørekort  
  • Dit sygesikringskort  
  • Et pasfoto  

 Har du ikke et pasfoto, kan du få det taget hos Borgerservice mod betaling. 

Ofte behøver du ikke en lægeattest – kun hvis dit kørekort tidligere har været tidsbegrænset på grund af helbredet.
 
Hos Rådet for Sikker Trafik kan du læse mere om fornyelse af kørekort

Ser jeg for dårligt til at køre bil?  

Dit syn er vigtigt, når du kører bil.
 
Hos din optiker kan du få tjekket dine øjne. Optikeren kan vurdere, om du skal henvises til en øjenlæge, have andre briller, eller om dit nedsatte syn kan afhjælpes med briller til natkørsel eller solbriller til skarpt lys.
 
Hvis det viser sig, at dit syn eller dit helbred er så dårligt, at det ikke er forsvarligt at køre bil længere, så er det på tide at finde andre måder at komme rundt på. 

Når det er tid til at stoppe 

Nogle mærker selv, at de bør holde op med at køre bil. For andre er det familien, lægen eller politiet, der gør opmærksom på det.  

Din læge eller politiet kan bede dig tage en vejledende helbredsmæssig køretest. Hos Færdselsstyrelsen kan du læse mere om køretesten.   

Hvilke alternativer findes der til bilen?

Rigtig mange oplever et tab af frihed og mobilitet, når de ikke længere kan køre bil. Tal med din familie og dine venner om det. Måske kan du køre med andre ind imellem. 
 
Det kan også være, at du er berettiget til en kommunal transportordning. Tilbuddene varierer fra kommunen til kommune. På borger.dk kan du se din kommunes tilbud og betingelser.