Lars troede, han bare skulle have stærkere læsebriller
Et besøg hos optikeren afslørede voldsomt forhøjet tryk i begge øjne. Lars måtte akut til øjenlægen.

Afspilningshastighed:
For 25 år siden fik Lars Skov Ibsen læsebriller. Siden gik det meget godt med øjnene. Men han syntes i slutningen af sidste år, at det venstre øje var blevet mere dovent. Så måske skulle der nye briller til.
Lars fik tid hos den lokale Louis Nielsen til synstest og OCT-scanning. Men besøget gik ikke som forventet. Optikeren målte et voldsomt forhøjet tryk i begge øjne.
”Faktisk var det så højt på det ene øje, at det slet ikke kunne måles. Så optikeren sagde, at jeg skulle hurtigt til en øjenlæge,” fortæller Lars, som er 65 år og arbejder som farmaceut hos NNE (Novo Nordisk Engineering).
”Jeg fik en akuttid hos øjenlægen, og her tog det ikke lang tid at konstatere, at jeg havde grøn stær på begge øjne og skulle i behandling med det samme.”
Øjendråber og kontrol
Lars Skov Ibsen har 10 procent syn tilbage på venstre øje og 40 procent på det højre øje.
Han drypper øjnene med 3 forskellige øjendråber, og hver tredje måned går han til kontrol. Men ud over det fortsætter Lars livet som hidtil.
”Jeg kan stadig passe mit arbejde, gå lange ture og køre bil. Det er mit synsfelt tæt på, som er påvirket af stæren.
Så jeg lever så normalt som muligt, men med skærpet opmærksomhed på mit syn: At overholde kontrollerne og holde øje med, om der sker pludselige forandringer,” slutter Lars Skov Ibsen.
Hvad er grøn stær?
Grøn stær kaldes også glaukom. Det er en øjensygdom, som skader synsnerven. Synsnerven sender billeder fra øjet til hjernen.
Skaden sker ofte, fordi trykket i øjet er for højt. Men man kan også få grøn stær med normalt tryk i øjet.
Sygdommen kommer som regel langsomt og uden smerter. Derfor opdager mange den først sent. Ubehandlet kan grøn stær føre til alvorligt synstab.
Symptomer på grøn stær
Grøn stær giver ofte ingen symptomer i starten.
Typiske tegn kan være:
- Synsfeltet bliver langsomt mindre
- Svært ved at se ude i siderne
- Dårligere orienteringsevne
- Problemer med at se i mørke
- Sløret syn
En sjælden form for grøn stær kan komme pludseligt. Her kan symptomerne være:
- Kraftige smerter i øjet
- Rødt øje
- Kvalme og hovedpine
- Hurtigt synstab
Ved disse symptomer skal du straks søge læge.
Behandling
Grøn stær kan ikke helbredes. Men behandling kan bremse sygdommen og beskytte synet.
Behandlingen kan være:
- Øjendråber, som sænker trykket i øjet
- Laserbehandling
- Operation, hvis dråber og laser ikke er nok
Det er vigtigt at tage behandlingen hver dag og gå til kontrol hos øjenlægen.

