Nethindeløsning: Catharina slog ’glimmerlysshow’ hen, men kom til øjenlægen i tide

Lysglimt som et helt festfyrværkeri i hvidt og blåt, men ingen smerter. Catharina slog symptomerne hen og gik til gallafest. Næste dag reagerede hendes mand hurtigt.

Catharina set i profil i middelaldertøj holder nysopundet garn op foran sig.
Få teksten læst op

Afspilningshastighed:

Fotograf: Susan Sümer / Middelaldercenteret.

Da Catharina Oksen for nogle år siden var på en konference, begyndte blå og hvide glimt at danse for hendes øjne. Da det ikke gjorde ondt, gik hun til aftenens gallafest, men kunne da godt mærke, at hun ikke var helt oplagt, da dansen startede.

Catharina fløj hjem fra konferencen næste dag, og der var stadig et flot lysshow, da hun senere på dagen gik tur med hunden. Men da hendes mand hørte om lysfesten, syntes han alligevel, at det lød lidt vildt.

Heldigvis reagerede Catharinas mand

Da Catharinas mand googlede symptomerne, var han ikke i tvivl. De skulle have fat i vagtlægen, og da lægen hørte om symptomerne, var der heller ingen tvivl. De fik besked på at tage til Næstved øjenafdeling ”med det samme”.

”Det var lige netop i tide,” lød beskeden fra øjenlægen, der konstaterede en nethindeløsning.

”Jeg fik tilbudt laserbehandling allerede næste dag og blev sendt hjem. Her skulle jeg ligge helt stille på min højre side natten igennem for ikke at gøre skaden større. Selve behandlingen var smertefri, og også her skulle jeg forholde mig roligt og sidde helt stille. Jeg kom til øjenlægen akkurat i tide. Så mit råd er selvfølgelig at handle på symptomer og søge lægehjælp hurtigt.”
– Catharina Oksen

”Jeg fik tilbudt laserbehandling allerede næste dag og blev sendt hjem. Her skulle jeg ligge helt stille på min højre side natten igennem for ikke at gøre skaden større. Selve behandlingen var smertefri, og også her skulle jeg forholde mig roligt og sidde helt stille. Jeg kom til øjenlægen akkurat i tide. Så mit råd er selvfølgelig at handle på symptomer og søge lægehjælp hurtigt.”

Flere typiske senior øjensygdomme

Da Catharina var omkring 50 år, fik hun konstateret grå stær. Hun gennemgik operation, fik nye linser i begge øjne og har levet fint med et godt syn. Indtil hun altså oplevede glimmershowet og blev behandlet hurtigt for nethindeløsning. Da var hun omkring 60 år.

For 3 år siden fik Catharina så i en alder af 67 år konstateret et for højt tryk i øjet, og Catharina går derfor til jævnlige tjek for grøn stær.

Men heldigvis er Catharinas syn i dag så godt, at hun stort set ikke bruger briller.

Et aktivt liv: ’Man brugte jo ikke briller i middelalderen’

Catharina lever et aktivt liv og er stort set hele tiden i gang med det, der altid har fyldt i hende arbejdsliv og fritid: Middelalderen.

Det betyder blandt andet, at Catharina klædt i middelaldertøj ofte er at finde i købmandshuset på Middelaldercenteret i Nykøbing Falster. Her maler hun for eksempel på fine små æsker eller spinder fint uldgarn – præcis som i Middelalderen.

Middelaldercenteret er en hel middelalderby, hvor frivillige spiller forskellige roller, så en tur på centeret opleves som en tidsrejse 610 år tilbage i tiden.

Læs mere om Middelaldercenteret her:
https://www.middelaldercentret.dk/  

Netop Catharinas arbejde med formidling på Middelaldercentret har betydet, at Catharina i sin tid insisterede på, at hendes grå stæroperation skulle resultere i et syn, hvor hun ikke behøver briller i hverdagen.

”Jeg kan jo ikke sidde i boden med middelaldertøj og male på æsker, præcis som man gjorde i middelalderen, med briller på. Almindelige mennesker brugte jo ikke briller i middelalderen.”

Ældre Kvinde med briller i hånden gnider sig i øjnene

Overblik: Symptomer

Se en liste med typiske symptomer på øjensygdomme for seniorer.

Symptomer på øjensygdomme