Pårørende: Sådan er du bedst med til lægesamtalen

Står du ved siden af en ven eller et familiemedlem, der oplever synstab?
Så kan du hjælpe ved at gå med til lægesamtaler - se hvordan her.

Senior kvinde til lægesamtale med datter, der holder beroligende på sin mors skulder
Få teksten læst op

Afspilningshastighed:

Da jeg oplevede synstab, var det en kæmpe hjælp at have min mand eller søster med til lægesamtaler. Midt i at mit syn begyndte at svigte, var det rart at være to om at modtage de mange nye informationer.

Er du pårørende til en person med begyndende synstab, er det derfor en kæmpe hjælp at du går med til lægesamtaler.

5 tips til at være med til lægesamtaler

Her får du en guide til at forberede og deltage i en lægesamtale som pårørende til en person med synstab

1: Søg information

Jo mere du og I ved om den pågældende øjensygdom, jo bedre spørgsmål kan I stille. Her på SynsTab har vi samlet en række spørgsmål og svar om de hyppigste øjensygdomme – klik dig videre her til oversigt over øjensygdomme

2: Forbered jer sammen

Tag en snak om hvad der er vigtigt at få svar på. Spørg ind til om der er noget, der bekymrer og om der er klarhed over de næste skridt. Skriv alle spørgsmål ned.

I kan også undersøge de særlige tidsfrister der findes for patienter med øjensygdomme – find dem her under Rettigheder

3: Tilbyd at skrive de vigtigste ting ned under selve samtalen

Det psykiske pres over at stå overfor eller midt i et sygdomsforløb kan betyde, at ny information ikke bundfælder sig. Og det er vigtigt at patienten koncentrerer sig om kontakten med lægen til lægesamtalen. Derfor er det en kæmpe hjælp, hvis du tilbyder at skrive en slags referat, for eksempel som svar på de spørgsmål, I har forberedt inden samtalen.

4: Aftal hvornår du skal på banen (eller ikke)

Det er meget forskelligt hvordan patienter foretrækker at pårørende byder ind til lægesamtalen. Nogle vil helst selv stille alle spørgsmål, andre at pårørende byder ind med afklarende spørgsmål under samtalen eller enkelte foretrækker at du som pårørende stiller spørgsmål til sidst i samtalen. Det er en god ide at aftale, hvornår du skal på banen.

Men en ting er vigtigt at du sikrer dig, at I får svar på: Hvad er næste skridt i behandlingen, og hvordan ser den samlede behandlingsplan ud.

5: Efter samtalen: Aftal tid til at snakke samtalen igennem

Fik I svar på de spørgsmål, I havde forberedt? Ved I hvad næste skridt er? Kan du hjælpe med at få svar på de spørgsmål i ikke fik besvaret? For eksempel ved at hjælpe med at ringe op til læge eller afdeling på sygehuset.

Og husk så….

….. at klappe dig selv på skulderen over den vigtige indsats du gør!

…. at passe på dig selv, det kan være voldsomt at stå på sidelinjen under sygdom og ved lægesamtaler.
Læs for eksempel Guide til pårørende (åbner i et nyt vindue på rigshospitalet.dk)

Senior kvinde går tur i efterårsskov ledsaget af ung kvinde

Er du pårørende

Find nyttig viden mål rettet dig, der er pårørende til en person med begyndende synstab

Gå til sektion for pårørende