Sådan bliver en lydbog til hos Nota

Lydtekniker Michael Thomsen har ansvaret for den tekniske del af den lydbog, som skuespiller Peter Secher Schmidt indlæser.

Få teksten læst op

Afspilningshastighed:

I et lydtæt rum på Østerbro i København sidder Peter Secher Schmidt og indlæser bogen ”Alt det, der kunne blive dit” af Jonas Fruengaard.  

Forinden har Michael Thomsen gjort klar til indlæsningen.  

”Vi får materialet fra hovedkontoret i Nakskov, som scanner det ind og sender det i en version, vi kan bruge. Når indlæseren kommer herind, åbner jeg projektet og sætter lydniveauet. Vi har jo forskellige styrker på vores stemmer, så det tilpasser jeg.”  

”Hvis der er behov for det, kan jeg også sætte lydfiltre på efterfølgende, når jeg laver en lydtest på den indlæste bog,” siger Michael Thomsen, som har været ansat hos Nota i 25 år.  

Lydniveauet skal desuden reguleres, når indlæseren kommer tilbage for at genoptage indlæsningen, måske en uge efter sidste indlæsning. 

Forskellige stemmer  

Peter Secher Schmidt er nøje udvalgt til at indlæse netop denne bog. For indlæserens stemme skal passe til målgruppen og materialet. 

”Vi er 3 lydteknikere, og vi arbejder sammen om det rigtige match. Hvis en bog henvender sig til et yngre publikum, kan det være godt at have en yngre stemme til indlæsning. Nogle bøger fungerer bedst med en kvindestemme og omvendt. Og hvis en bog indeholder mange ord på et andet sprog, for eksempel kinesisk, så ved vi lige, hvem vi skal spørge,” forklarer Michael Thomsen.  

”Vi bruger for det meste skuespillere. De er trænede, og de kan lave deres stemmer om, for eksempel når vi indlæser tegneserier. Vi indlæser omkring 300 bøger om året + tidsskrifter, aviser og andet materiale.”  

”Når vi er helt færdige med indlæsningen, laver jeg de sidste tekniske ting, inden filen bliver lagt ind i Notas bibliotek. Derefter har medlemmerne af Nota adgang til materialet.  

I bidder og med pauser 

I dag er det en erfaren person, der sidder i det lydtætte studie. Peter Secher Schmidt læser roligt og sikkert. Udenfor lydstudiet kan Michael Thomsen på 2 skærme følge med i, hvor langt oplæseren er. Men det er der ingen grund til i dag, for Peter er vant til jobbet.   

”Før jeg går i gang, sætter jeg mig ind i stoffet, så jeg ved, hvad opgaven går ud på. Undervejs kan jeg stoppe, gå tilbage og indlæse igen, hvis jeg kommer til at læse forkert,” siger Peter Secher Schmidt.  

Han holder passende pauser, så stemmen og koncentrationen kan holde til cirka 3½ time. Så stopper han og møder ind igen en anden dag for at genoptage indlæsningen.  

Bogen er en pæn tyk bog på godt 500 sider, og det tager 10-11 timer for Peter at nå til sidste punktum.  

Både lyd og billede 

Det særlige ved Notas lydbøger og andre materialer er blandt andet, at de kan ses på skærmen, mens man hører lyden. På den måde henvender Nota sig til en bred målgruppe af mennesker med læse- eller synshandicap. 

Der er mere end 50.000 bogtitler i Nota Bibliotek inden for skønlitteratur, studiebøger, erhvervsbøger og tegneserier.  

Fakta om Nota 

Hos Nota har mennesker med læsehandicap eller synshandicap adgang til bøger, aviser, tidsskrifter og andre materialer i Nota Bibliotek.  

Du kan afspille, streame, downloade eller bestille en bog som lydbog, e-bog eller punktbog.  

Du kan blive medlem af Nota, hvis du har et dokumenteret læsehandicap eller har svært ved at læse på grund af et dokumenteret synshandicap. 

Læs mere om Nota på www.nota.dk