Sådan foregår en OCT-scanning
Jeg får tjekket mit syn hvert andet år hos optikeren, og denne gang bad jeg om også at få en OCT-scanning.

Afspilningshastighed:
Jeg bliver vist ind i et rum med 2 apparater. Det ene er en OCT-scanner. Forkortelsen betyder Optical Coherence Tomography. Apparatet skaber med lysbølger detaljerede tværsnitsbilleder af øjets indre, især nethinden. Scanningen viser nethindens enkelte lag og nethindens tykkelse i en meget høj opløsning.
Selve OCT-scanningen er hurtigt overstået. Jeg skal hvile hovedet på en hagestøtte og fokusere på et grønt kryds. Så tager optikeren den digitale scanning af det ene øje og dernæst af det andet øje. Det er ikke ubehageligt, og jeg skal ikke have sprøjtet noget ind i øjnene. Jeg skal bare sidde stille, mens billedet bliver taget.
Forklaring på undersøgelserne
Efter alle undersøgelser i mit sundhedstjek taler jeg med optikeren om de forskellige resultater. Hun viser billeder af mit øje og forklarer, hvad hun ser.
Jeg kan senere glad og tryg sige farvel til optikeren. Min nethinde ser normal ud. Den viser ingen tegn på noget unormalt, og tykkelsen på nethinden er også fin. Så der er intet, som skal tjekkes af en øjenlæge. Trykket i mine øjne er også inden for det normale. Det er 14, og det skal være mellem 10 og 21. Synstesten viser, at jeg ikke har brug for nye briller med ændret styrke denne gang.
OCT-scanning kan blandt andet afsløre mistanke om grøn stær
Når jeg bad om en OCT-scanning, var det ikke, fordi jeg tænkte, at der var noget galt med mine øjne. Men pointen er også, at OCT-scanning kan afsløre mistanke om tidlige stadier af forskellige øjensygdomme, for eksempel grøn stær, forkalkning (AMD), nethindeløsning og diabeteslidelser. Og det kan man ofte ikke selv mærke.
Grøn stær skyldes for højt tryk i øjet hos mange, men ikke altid. Det forhøjede tryk kan langsomt ødelægge synsnerven. Sygdommen udvikler sig meget langsomt og uden smerter, så man ofte ikke selv opdager den i tide.
Grøn stær kan ikke helbredes, men den kan bremses. Behandling består typisk af øjendråber, der sænker trykket i øjet. I nogle tilfælde bruges laserbehandling eller operation.
2 slags kameraer til at se ind i øjet
Mange optikere bruger både et såkaldt funduskamera og en OCT-scanner til at tage billeder af nethinden.
Et funduskamera tager et billede af overfladen af nethinden. Det bruges ofte til screening, altså et hurtigt tjek for forandringer, men her kan man også se ting, som man ikke kan se på OCT-scanningen.
En OCT-scanner går dybere ind i øjet og viser et tværsnit af nethindens tynde lag.
Begge undersøgelser bruges sammen til at vurdere øjets tilstand. Er der tale om åbenlys sygdom eller kun en mistanke om, at noget ikke er, som det skal være, bliver undersøgelsen vurderet af en øjenlæge, som kan stille diagnose eller vurdere det videreforløb. Det kan for eksempel være at følge en tilstand over tid.
De fleste optikere tager et mindre beløb for OCT-scanningen.

