Nedsat syn: Kan jeg få økonomisk støtte til hjælpemidler?
Du kan få helt eller delvist betalt hjælpemidler gennem din kommune, afhængigt af hvor meget dit syn er nedsat.

Afspilningshastighed:
Du kan søge tilskud til for eksempel:
- Lamper, lupper og forstørrelsesapparater
- Elektroniske hjælpemidler som computere, særlig software og talesynteser
Briller og kontaktlinser
Nogle øjensygdomme giver mulighed for støtte til briller eller kontaktlinser. De kaldes for kropsbårne hjælpemidler. Reglerne kan være forskellige fra kommune til kommune.
Muligheden for tilskud varierer alt efter, hvor du bor, men du kan læse mere om det her.
Hvad afgør, om jeg får tilskud?
Det er kommunen, der vurderer din ansøgning. De ser bl.a. på:
- Hjælper hjælpemidlet dig i hverdagen?
- Afhjælper det de varige følger af dit nedsatte syn?
- Er det nødvendigt for dit arbejde?
Du kan læse mere og søge på borger.dk.
Få gratis hjælp og vejledning
Der findes offentlige synsrådgivninger i hele landet. De kan vejlede dig om dine muligheder, før du søger hos kommunen. Du behøver ingen henvisning.
Rådgivningerne ved rigtig meget om, hvad graden af dit synstab berettiger dig til af hjælpemidler og diverse tilskud.
Synsrådgivningerne tilbyder gratis rådgivning og økonomisk støtte til synshjælpemidler for alle borgere med svagsyn eller alvorligt synshandicap.
Find din nærmeste synsrådgivning via Øjenforeningens hjemmeside.
Har du brug for hjælpemidler på jobbet?
Er du i job, fleksjob eller praktik, kan du søge hjælpemidler gennem jobcentret. Det gælder både ansatte, selvstændige og ledige.
Det er en betingelse, at hjælpemidlet er afgørende for, at du kan varetage dit job. Jobcentret vurderer, om hjælpemidlet er nødvendigt for dit arbejde.
Du søger på borger.dk.


