Studie: Vægttabsmedicin kan nedsætte risikoen for grøn stær
Et dansk studie viser, at langvarig brug af et aktivt stof, som er en del af Novo Nordisks medicin, kan reducere risikoen for grøn stær hos personer med type 2-diabetes
Måske kan Novos medicin mod overvægt have en forbyggende effekt mod grøn stær.
Et nyt, dansk studie peger nemlig på det.
For forskerne har fundet frem til, at langvarig brug af GLP-1-præparater – det aktive stof i Novo Nordisks Wegovy og Ozempi – sænker risikoen for grøn stær hos patienter med type 2-diabetes.
Det fortæller Siar Niazi, der er læge og forsker på Hillerød Hospital og Københavns Universitet til Berlingske.
Studiet kan være afgørende for fremtiden, for lige nu er der ikke noget, der forebygger mod grøn stær, lyder det fra lægen og forskeren, der tilføjer:
“Man kan tage øjendråber, som bremser udviklingen, men ikke stopper den,” siger Siar Niazi.
Sådan kom de frem til resultatet
Forskerne baserede deres studie på registerdata fra den danske befolkning med det formål at identificere dem, der blev registreret med type 2-diabetes fra 1996 til og med 2019.
I studiet har de sammenlignet patienter, der har fået GLP-1-præparater i over tre år, med dem, der har fået andre diabetesbehandlinger.
Og resultatet viser, at færre i GLP-1-gruppen udvikler grøn stær.
“Hvis det her er, som vi tror, har det potentiale til på sigt at revolutionere praksis på området,” siger Siar Niazi til avisen.
Efter en omfattende faglig vurdering – kaldet “peer review” – er studiet nu officielt udgivet i det videnskabelige tidsskrift Ophthalmology.