Teknologi kan hjælpe på dit syn i hverdagen
Telefoner, tablets og oplæsning kan gøre dagligdagen lettere for dig.

Afspilningshastighed:
Har du svært ved at læse på din telefon eller computer? Så er der hjælp at hente.
I dag findes der mange hjælpemidler, som kan gøre hverdagen lettere, selv om synet er blevet dårligere.
Og ofte har du allerede det vigtigste i hånden.
Her er en oversigt over nogle af de hjælpemidler, du har på telefon, tablet og computer.
Din telefon kan blandt andet læse tekst højt
En smartphone kan læse tekst højt for dig. Den kan også forstørre skriften, og du kan styre den med stemmen.
Du kan for eksempel:
- Få læst sms’er og mails op, for eksempel nyheder, breve fra det offentlige og bøger.
- Zoome ind på tekst.
- Tage et billede af et brev og få det læst op.
Hvis du har et synshandicap, kan du blive medlem af Nota Bibliotek, hvor du gratis kan låne mange forskellige slags lydbøger.
Du kan også tale til din telefon
Hvis du har en smartphone, kan du bruge stemmen i stedet for øjnene og tale til din telefon.
Du kan for eksempel sige:
- “Skriv en sms til Peter”.
- “Læs min mail op”.
- ”Find vej til min datter Marie”.
Computer og tablet kan forstørre og læse op
På computer og tablet kan du blandt andet:
- Forstørre teksten meget.
- Få alt læst op.
- Få bedre kontrast.
Måske kan du få hjælp fra kommunen
Hvis du har et synshandicap, kan du søge om hjælpemidler. Det kan være:
- Oplæsningsprogrammer.
- Særlige telefoner.
- Udstyr til computer.
Her er konkrete tip til at bruge din telefon
Der kommer hele tiden nye opdateringer og ændringer. Så dette er kun vejledende. Få eventuelt en anden til at hjælpe med opsætningen af din telefon og prøv dig frem med at lære og bruge en funktion ad gangen.
Få tekst læst højt på iPhone
Stemmestyringen hedder Siri, så du skal vælge Siri under ”Indstillinger” og sige ja til ”Tal til Siri” og ”Tillad Siri, når enheden er låst”.
Under ”Læs og tal” kan du sige ja til ”Skærmlæser”, ”Læs skærm op”, og ”Læs det valgte op”. Så er du klar til at bruge telefonen til at få læst tekst op via Siri, som kommer frem, når du trykker på knappen på siden af telefonen.
Du kan enten bede Siri om at læse teksten op. Eller du kan markere teksten og bede om at få den læst op.
Få tekst læst højt på Android
- Gå til: ”Indstillinger” → ”Tilgængelighed” → ”Vælg for at tale”.
- Slå funktionen til.
- Når du skal have læst op, så tryk på ikonet ”Vælg for at tale”, og tryk på teksten.
Gør teksten større på iPhone
- Gå til: Indstillinger → ”Skærm & tekststørrelse” → ”Større tekst”.
- Træk skyderen under ”Større tekst” mod højre.
Gør teksten større på Android
- Gå til: Indstillinger → ”Skærm” → ”Skriftstørrelse” eller ”Skærmzoom”.
- Træk skyderen til ønsket størrelse.
Tal til telefonen og få vist vej på iPhone
- Hold sideknappen nede og sig for eksempel:
“Vis vej til nærmeste apotek”.
Tal til telefonen og få vist vej på Android
- Sig: “Hey Google” og derefter for eksempel:
“Vis vej til nærmeste apotek”.
Tal til telefonen og send en sms på iPhone
- Sig: “Send en besked til Peter”.
- Sig beskeden højt og sig “Send”.
Tal til telefonen og send en sms på Android
- Sig: “Hey Google, send en SMS til Marie”.
- Sig beskeden højt og sig “Send”.
Find en synsrådgivning
Hos Øjenforeningen finder du en oversigt over synsrådgivning i din kommune. Se den her.
Du kan også ringe til din kommune og spørge efter synsrådgivningen.
Rådgivningen kan hedde noget forskelligt i de enkelte kommuner.
Din synsnedsættelse skal være på 30 procent eller mindre på dit bedste øje for at komme i betragtning til hjælp i forhold til hjælpemidler. Men det er altid muligt at få råd og vejledning.


