Vil du have et skarpere syn? Så kan du måske få udskiftet linsen
Private klinikker tilbyder at udskifte linsen. Det er ikke en behandling af en øjensygdom, men udelukkende en mulighed for at forbedre dit syn.

Afspilningshastighed:
Er du irriteret over, at du skal skifte mellem flere briller, kan du overveje at få udskiftet linser på en privat klinik, hvor du selv betaler for operationen.
Behandlingen er i princippet den samme som for grå stær. Men har du grå stær, der kræver en operation, bliver du tilknyttet den gratis behandling i sundhedsvæsenet, når du ser dårligt.
”Når man bliver ældre, er linsen ikke så fleksibel længere. Det betyder, at mange af os får brug for læsebriller og ofte også afstandsbriller. Det kan vi rette op på med en operation, hvor vi skifter linsen på begge øjne,” forklarer indehaveren af Vision på Frederiksberg, Michelle Duus Odberg.
Der findes private klinikker rundt om i landet, som foretager den type operationer. Hos Vision koster det i øjeblikket 42.900 kroner for begge øjne. Men det er gratis at komme til en forundersøgelse.
Linsen i øjet er en klar, gennemsigtig struktur, der sidder bag regnbuehinden. Dens primære opgave er, sammen med hornhinden, at bryde lyset og fokusere det præcist på nethinden for at danne et skarpt billede.
Ved at ændre sin form kan linsen justere øjets fokus for at se både tæt på og langt væk.
Raske mennesker med nedsat syn
Hos Vision bliver du først undersøgt grundigt for at vurdere, om en udskiftning af linserne kan give et tilfredsstillende resultat.
”Formålet med operationen er at få et godt syn. Vi opererer folk op til 76 år. Vi ser på personens samlede sundhed, både den fysiske og psykiske. Og vi måler blandt andet på øjets tilstand og funktion, længe og størrelse på øjet, øjets brydning og samarbejdet mellem øjnene. Vi opererer kun, når vi føler os sikre på, at resultatet kan blive godt,” siger Michelle Duus Odberg.
”Selve linsen er lavet af et plastmateriale ligesom ved operationer for grå stær, og den holder hele livet. Vi har en dygtig kirurg tilknyttet, og vi oplever yderst sjældent komplikationer eller efterstær. Efter operationen er der opfølgende kontroller.”
Operation på begge øjne
Hos Vision opererer de begge øjne på samme tid.
”Det samlede forløb på operationsdagen er cirka 2½ time, men selve operationen tager kun cirka 10 minutter pr. øje. Vores erfaring er, at operation af begge øjne er en fordel i forhold til det videre forløb, hvor øjnene skal hele op og dryppes,” siger doktor Maria Kugelberg, som foretager alle operationerne.
”Målet er, at du får et godt syn, så derfor tilpasses og finjusteres linsen til dine øjne. Langt de fleste ser fint i løbet af et par dage, men du skal være indstillet på, at synet kan svinge lidt de første 6-12 måneder.”
Den nye linse
Lægen laver en lille åbning i øjet. Den gamle linse løsnes og suges ud. Det tager få minutter og gør ikke ondt, fordi du får lokalbedøvelse.
En ny, klar linse sættes ind. Den kunstige linse er beregnet til dig og din styrke. Linsen bliver siddende resten af dit liv.
Det giver en frihed at undvære brillerne
En af de ansatte hos Vision har selv fået udskiftet linser i juni i år.
”Jeg er blevet opereret, fordi jeg synes, at brillerne hæmmede mig i min hverdag. Jeg skulle hele tiden skifte briller. For eksempel var det et problem at se cykelcomputeren, når jeg cyklede, fordi jeg havde briller på til at se langt,” fortæller optometrist Daniel Halilovic og tilføjer:
”Efter få dage kunne jeg se skarpt, og for mig har det afgjort været pengene værd. Jeg glæder mig hver dag over, at jeg er sluppet for brillerne.”
Udskiftning af linsen på en privat klinik
Den type udskiftning af linser på en privat klinik, som er beskrevet i artiklen, er IKKE en operation for grå stær.
Det er en operation, der skal give dig et godt syn. Måske bruger du briller med stor styrke, eller du bruger både læsebriller og afstandsbriller.
Operationen kan foretages, uanset om du er nærsynet eller langsynet og eventuelt har bygningsfejl.
Det er samme teknik som ved grå stær, men du får den lavet for at se bedre, ikke fordi linsen er uklar som ved grå stær. Dog kan du ikke længere få grå stær, når din linse er udskiftet.


