Lars Daneskov ignorerede dårligt syn: Havde grøn stær

Den kendte radiovært og forfatter gik med grøn stær i to år, før han kom til øjenlægen, der fortalte ham, at han var tæt på at blive blind på det ene øje.

Billede af forfatter og radiovært Lars Daneskov i studie med mikrofon
Få teksten læst op

Afspilningshastighed:

Foto: Niels Hougaard, Ritzau Scanpix

Der går ikke en dag, hvor radioværten og forfatteren Lars Daneskov ikke bitterligt fortryder, at han lod to år gå med et dårligt syn uden at gå til øjenlægen.

Han havde nemlig fået grøn stær, og da han endelig tog kontakt til en øjenlæge, havde han kun 10 procent af synet tilbage på sit ene øje.

“Det er 10-12 år siden nu, og da øjenlægen med stor alvor fortalte mig, at jeg havde grøn stær, havde jeg aldrig hørt om sygdommen før,” fortæller 59-årige Lars Daneskov, som gerne vil slå et slag for, at man skal tage det alvorligt, når ens syn bliver dårligere.

Lyset flød ud

Lars Daneskov havde godt lagt mærke til, at hans syn var blevet lidt dårligere, da han var i slutningen af 40’erne.

Lyset flød ligesom lidt ud, når der ikke var tændt lys nok i stuen, og hvis der for eksempel sad en person med blondt hår op af en hvid væg, så flød hår og væg ud i et.

Han gik ind til en optiker, som forklarede ham, at “dit syn er lidt dårligere, og du ser også lidt dårligere på det ene øje. Men det er meget normalt”, og rådede så Lars Daneskov til at komme igen om et år.

“Det var ordene “Det er meget normalt”, som jeg især bed mærke i, og det var grunden til, at der gik ikke ét, men to år før jeg igen gik til optikeren, for ”det var jo meget normalt, at mit syn var blevet lidt dårligere,” forklarer Lars Daneskov.

Men da han kontaktede en ny optiker to år efter, røg han direkte videre til en øjenlæge, som på mindre end to minutter fortalte ham, at hvis han ikke var kommet til lægen, så var han blevet blind.

“Det var for sent nu, hvor jeg fik konstateret grøn stær. Den sygdom kan ligesom ikke rulles tilbage. Det høje tryk i øjet havde på det tidspunkt ødelagt 90 procent af mit syn på det syge øje. Trykket i øjet – som normalt skal være på 15 – var helt oppe på 29, da sygdommen blev opdaget.

Den gode nyhed

Den gode nyhed var, at Lars Daneskov ”kun” havde grøn stær på det ene øje, og at den grønne stær er blevet bremset, siden den blev opdaget.

I dag holder han sygdomme nede ved flittigt at dryppe sit syge øje, ved at gå til øjenlægen hvert halve år og blive tjekket, og så er han begyndt at passe rigtig god på sit raske øje.

“Jeg er nok meget nervøs for at der skal ske noget med mit raske øje. Når jeg holder for det raske øje, ser jeg nemlig kun en “melet verden”. Så alt afhænger af mit raske øje nu, for det kompenserer også for det dårlige øje.

“Jeg er temmelig høj, så mine øjne er lige i højde med de spidse ender på paraplyerne, når det regner. Der passer jeg rigtig meget på ikke at blive ramt i mit raske øje. Jeg passer også meget på ikke at blive ramt af en gren eller en grannål i mit raske øje, når jeg går tur i skoven.”

Så Lars Daneskovs morale er, at “tag det nu alvorlig, hvis dit syn forandrer sig. Der er en årsag til at vi har øjenlæger”, og siger, at han hver eneste dag forbander, at han ikke gik til lægen noget før.

Om Lars Daneskov

Lars Daneskov, 59 år, er journalist og forfatter og har udgivet godt 30 bøger i forskellige genrer, herunder højtlæsningsserierne om Otto, Stenfjæs og Anton og Molly.

Den første bog i serien om Anton og Molly, “Tro, håb og gorgonzola” modtog i 2013 boghandlermedhjælpernes børnebogspris BMF-prisen som årets børnebog.

Hans bøger er solgt til Rusland, Kina, Tyskland og Norge.

De senere år har Lars Daneskov også skrevet sangtekster til sangeren Mike Tramp, som han har været venner med i over 30 år.

Ældre kvinde med briller arbejder ved computer

Kender du digital fuldmagt?

Det kan være rigtig praktisk både at give og have en pårørendes fuldmagt til offentlige digitale tjenester

Sådan får og giver du fuldmagten