Løber dine øjne i vand – eller tørrer de ud?

Når vi bliver ældre, får mange problemer med øjnene. De 2 mest almindelige gener er tåreflåd og tørre øjne. Faktisk oplever hver 4. dansker over 50 år én eller begge dele.

Få teksten læst op

Afspilningshastighed:

Generne er ikke øjensygdomme, men de kan være irriterende og påvirke synet og hverdagen. 

Løber dine øjne i vand? 

Tåreflåd betyder, at øjnene løber over med tårer. Det kan give vandige øjne og sløret syn og være meget generende. 

Hos seniorer kan tåreflåd skyldes flere ting: 

  • Aldersforandringer i øjets tåreproduktion 
  • Problemer med dræningen af tårer 
  • Irritation af øjet 
  • Allergi eller infektion 
  • Forsnævrede eller blokerede tårekanaler 
  • I sjældne tilfælde: slappe øjenlåg 

Der findes ingen egentlig behandling mod aldersbetinget tåreflåd. 

Dog kan kunstige tårer (lindrende øjendråber) mindske generne. Tal med din læge eller optiker om, hvad der passer til dig. 

I mere alvorlige tilfælde kan små indgreb eller operationer hjælpe med at lede tårerne bedre væk. 

Er dine øjne tørre? 

Tørre øjne er også meget almindeligt. Det opstår, når øjnene ikke danner nok tårer, eller når tårerne fordamper for hurtigt. 

Problemet kan begynde allerede fra 40-årsalderen. 

Tørre øjne kan give: 

  • Svien og kløe 
  • En brændende fornemmelse 
  • Trætte øjne 
  • Sløret syn 

Årsager kan være: 

  • Aldring 
  • Hormonelle ændringer 
  • Visse typer medicin, for eksempel kolesterolsænkende midler og allergimedicin 
  • Tør luft indendørs 
  • Meget skærmarbejde 

Hvad kan du selv gøre?

Her er nogle gode råd til at mindske generne ved tåreflåd og tørre øjne: 

  • Du kan prøve kunstige tårer eller fugtende øjendråber 

  • Du kan lufte ud og opholde dig mere udendørs 

  • Du kan holde pauser fra computer, læsning og andet, hvor du anstrenger dine øjne i længere tid 

  • Du kan undgå røg – både som passiv og aktiv ryger 

Hvis du uden held har forsøgt at gøre noget for at modvirke generne, kan du tale med din læge om det.