Solbriller med styrke gør en forskel i solen

Bruger du briller til daglig? Så kan solbriller med styrke være en god løsning.

Få teksten læst op

Afspilningshastighed:

Når solen skinner, får mange brug for solbriller. Hvis du allerede bruger briller, er solbriller med styrke ofte det bedste valg.  

Solbriller uden styrke giver sjældent samme komfort og synskvalitet. Med solbriller, der passer til din synsstyrke, ser du bedre og mere afslappet i stærkt lys. 

Der er også solbriller, du kan sætte på dine briller. Det kan være ok, hvis kvaliteten er i orden, og der er UV-filter på. Men den bedste løsning er at have en selvstændig brille med styrke. 

Og selv når det er overskyet, er det en god idé at bruge briller med UV-beskyttelse.  

Få hjælp af din optiker 

Din optiker kan hjælpe dig med at finde et par, der passer til dine behov. Det behøver ikke være en dyr løsning. Det vigtigste er, at glassene har den rigtige styrke. 

Mange optikere tilbyder også gratis eller billige solbriller, når du køber nye briller. Det er værd at spørge om. 

Tjek UV-beskyttelsen 

Uanset om dine solbriller har styrke eller ej, skal de beskytte dine øjne mod solens stråler. 

Solbriller med UV-filter har en særlig belægning, der blokerer skadelig ultraviolet stråling. Den kan ikke ses, men kan påvirke både hud og øjne. 

Uden UV-beskyttelse risikerer du skader på øjets linse, hornhinde og nethinde. 

Vær opmærksom på, at beskyttelsen bliver slidt med tiden, og så skal du have nye solbriller. Det kan også være, at dit syn har ændret sig i løbet af den tid, der er gået, fra du fik solbrillerne.  

Kig efter mærker som CE eller UV400. De viser, at solbrillerne giver fuld beskyttelse. 

Tag en snak med din optiker og få solbriller, der passer til dig og dit syn. 

Det kan være bedre at have ingen solbriller end dårlige solbriller

Øjenlæger gør opmærksom på, at billige solbriller uden UV-beskyttelse faktisk kan være en dårligere løsning end slet ingen solbriller. Glassene kan være mørke, men det hjælper ikke, hvis solbrillen mangler UV-beskyttelsen.  

Det skyldes, at når vi bærer solbrillen med det mørke glas, så slapper vi af i øjnene, og dermed lukker vi mere skadeligt lys ind i øjnene.